Nordea-fonden støtter legestuer med millionbeløb

Det er med enorm glæde og stolthed, at vi i Foreningen Samværd i dag kan offentliggøre, at Nordea-fonden har valgt at støtte os og vores musikalske legestuer på plejehjem med 3,6 millioner kroner over de næste to år. Dette betyder mere latter, mere musik og flere rynkede hænder, der vinker til små smilende ansigter – og det er vi så taknemmelige for.

Pengene skal bruges på at udvikle Leg på Plejehjem og udbrede konceptet til andre kommuner med henblik på bæredygtige løsninger, eksempelvis igennem opkvalificering af eksisterende personale på plejehjemmene. Vores ambition er at blive en central ressource inden for rådgivning og udvikling af initiativer, der bygger bro på tværs.

Tusind tak til Nordea-fonden, fordi de deler vores vision og vil hjælpe os med at skabe endnu flere magiske generationsmøder. Vi glæder os til at fortsætte arbejdet!

Du kan læse hele pressemeddelelsen her.